Nøddebund til lagkage

Denne nøddebund kan bruges til et utal af variationer over lagkage. Fx. med et lag is, flødeskum eller chokolade-mousse over. Bunden bliver klistret og kan være svær at skære.

Pisk sukker og æg og tilsæt de hakkede nødder. Bag massen i en springform i ca. 30-40 min. på 175 gr. Hvis massen er klistret, da giv den lidt ekstra.

Ingredienser til 1 springform:

  • 2 æg
  • 200 gr sukker
  • 200 gr hakkede hasselnøddekerner

Tiramisu

Jeg klappede i mine små hænder første gang jeg lavede tiramisu, da jeg opdagede at det er verdens nemmeste dessert at lave. Slut med at bage underlige bunde og dernæst piske fyld osv i. Næ, man skal bare købe nogle ladyfingers og piske mascarpone + æggeblommer sammen og så er den stort set klar.

Ingredienser til 4-8 personer

  • En pakke ladyfingers (der er 2×12 stks i en pakke)
  • 500 gr. mascarpone (de fås i hhv 250 og 500 grs)
  • 8-12 æggeblommer (ønskes stiv konsistens brug 8 æggeblommer, for en mere flydende brug lidt flere). De fås i bakker med 2 blommer i hver x 6
  • 2 tsk vanilie
  • 2 tsk sukker
  • Mørk kakao til at drysse
  • 1 kop kaffe
  • cognac/likør af en art

Fremgangsmåde

Pisk mascarpone, æggeblommer, sukker og vanilie til en lind creme. Læg et lag ladyfingers i et fad/dessert glas. Hæld en spsk kaffe ca. over hver ladyfinger så den bliver fugtet over det hele. Hæld en spsk cognac/likør over pr. person jævnt fordelt over laget. Dæk dernæst med et lag creme – ca. halvdelen. Læg et nyt lag ladyfingers og gentag med kaffen. Læg det sidste lag creme. Put fadet i køleskabet i nogle timer eller natten over. Drys kakao (nemmest med en si) lige inden servering. Tiramisu kan også lavet med mariekiks, men det smager nu bedst, synes jeg, med de lidt svampede ladyfingers.

Lam i Karry

Jeg har afprøvet denne opskrift på Lam i karry fra annemad fra DR2. Den var virkelig lækker og ikke for stærk. Jeg fulgte opskriften fra DRs hjemmeside, dog brugte jeg knust kardemomme og ikke hele kardemommekapsler og jeg lavede lidt om på rodfrugterne (og jeg glemte cashewnødder – det gjorde vist ikke noget). Retten kan laves dagen før den skal serveres

Fremgangsmåde:

Steg karry i rigeligt olie, svits løg og rodfrugter. Tilsæt figner, kanel og kardemomme. Rør rundt i ca. 5 min. Brun lammekødet på en pande ved siden af. Tilsæt kødet til karryen og tilsæt kokosmælk og fond. Kog i ca. 1-2 timer. Tilsæt garam masala.

Ingredienser til 6 personer:

  • 2 spsk god karry
  • 2 store løg
  • 1-2 persillerod
  • et par gulerødder (eller pastinak eller hvad man nu har)
  • 1 stykke selleri (ca. en kvart fungerede fint)
  • 12 figner
  • 4 stængler kanel
  • 5-6 tsk stødt kardemomme
  • 1 kg lammekød (fx. lammebov i tern)
  • 1 ds kokosmælk
  • ca. 1/4 – ½ liter fond/bouillon. Dag 1 tilsatte jeg lidt hønsefont. Dag 2 tilsatte jeg en smule lammefond da jeg varmede retten op. Jeg havde lavet lammefond på knoglen fra lammeboven da jeg skar lammet ud på dag 1.
  • 1 spsk garam masala

Butter chicken – indisk kylling

Jeg må anbefale butter chicken til alle der enten skal holde inder-fest eller er på fedekur. Retten vækker opsigt og er en sikker succes, men det skal siges at den indeholder pænt meget smør! MMmm smør 🙂

Fremgangsmåde:

Bland krydderier med yoghurt og tomat puré. Tilsæt hvidløg og ingefær og til sidst kyllingen. Lad trække i ca. 15 min. Smelt smør og steg løg til de er bløde. Tilsæt kylling + marinade. Tilsæt vand og laurbær, kog i 30 minutter. Tilsæt fløde og smag til.

Ingredienser til ca. 4 personer:

  • 2 spsk garam masala
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk stødt peber
  • 4 drys peperoncino (kan varieres of course)
  • 1½ dl yoghurt (Kløver sødmælksyoghurt er favoritten her)
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 1/4 tsk salt
  • Hakket ingefær (ca. en tommeltots størrelse)
  • 6 fed hvidløg
  • 1½ tsk kardemomme
  • 100 gr usaltet smør
  • 2 mellemstore løg (hakkes)
  • 2 laurbærblade
  • 1½ dl. vand
  • 1½ dl. piskefløde

Marengskage – sprød og blød

Denne marengskage har en sprød overflade og en svampet bund, den pyntes med flødeskum og de frugter du nu kan lide – jeg foretrækker klart jordbær eller kirsebær. 

Kagen er meget let at lave, men den har en kort holdbarhed, jeg tror max 2 dage før den skal spises – men den plejer nu også at blive spist op med det samme.

Ingredienser 

  • 5 bæger salmonellafri æggehvider
  • 300 g sukker
  • 2 tsk eddike
  • 1/2 liter piskefløde
  • evt. vaniliesukker
  • 1/2 kg frugter

Forholdet kommer sig ikke så nøje, da denne kage skal klaske sammen. Så hvis du vil have den mindre sød, så spar på sukkeret eller gør sig mig, tilsæt også det sidste af bægerne med æggehvider, som jeg ellers ikke ved hvad jeg skal bruge til.

Æggehviderne piske stive.

Tilsæt lidt efter lidt sukkeret og til sidst eddiken (det er den, der gør at denne marengskage ikke bliver tør).

Brug en flad form, dejen skal være max 2 cm høj. Forvarm ovnen til 125 grader og bag kagen i 30 minutter, skru derefter op til 160 grader og bag kagen videre i 35 minutter.

Tag kagen ud og afkøl den på en rist – den skal serveres kold.

Umiddelbart før serveringen klargøres kagen (da marengsen ellers ikke bevarer sin sprødhed)

Pisk fløden til flødeskum, jeg tilsætter altid lidt vaniliesukker til min flødeskum. Skær frugterne i mindre stykker, hvis frugterne ikke er søde nok kan de drysses med sukker. Smør flødeskummen over kagen lidt ujævnt, man må gerne se marengsen, og fordel frugterne ovenpå.