Lam i karry 2.0

Nedenstående er en variation over Lam i karry (oprindeligt fra Annemad men med tilrettet hist og pist . Jeg synes faktisk at version 2 er klart bedre end den originale. Krydderisammensætningen er den oprindelige, men jeg har tilsat hvad der kom med Aarstiderne i denne uge samt resultatet af svigerfamiliens æblerov.

Til retten serverede jeg (udover ris) mango chutney, yoghurt, cashewnødder og salat af agurk, gourmetbønner og yoghurt.

Fremgangsmåde til karrysovs:

Svits karry med rigeligt olie (solsikke eller vindruekerneolie). Svits løg og alle andre grøntsager i karryblandingen. Tilsæt abrikoser og kanel + kardemomme. Tilsæt hurtigt efter kokosmælk og font.  Steg lammekødet for sig og tilsæt det i resten når det er brunet et par minutter. Lad det simre i min. 1 time. Tilsæt garam masala umiddelbart inden servering. Hvis man har en håndfuld babyspinat, fungerer det også glimrende (skal tilsættes lige inden servering).

Ingredienser til karrysovs (4 personer+):

  • Lam i tern (fx. fra bov). En bakke på knap 500 gr. er rigeligt (men det er jo en smagssag)
  • 1 løg (eller flere…) i tern
  • 1  porre i små skiver/tern (kan skiftes ud med løg – vi hober bare hurtigt porre op med den basiskasse vi får fra Aarstiderne, så her i huset kommer der gerne porre i alt)
  • 4 gulerødder i tern (mængde kan varieres, og de kan skiftes ud/suppleres med persillerod, pastinak, selleri, kartoffel, you name it..)
  • 4 små søde æbler
  • 1 pose abrikoser (Ifølge Annemads opskrift skal det være figner, men abrikoser smager klart bedre og bliver mere bløde og snaskede)
  • 1 ds kokosmælk
  • ½ liter hønsefont/lammefont/bouillon
  • 4 kanelstængler
  • 5 tsk stødt kardemomme
  • 2 spsk god karry
  • 1 spsk garam masala
  • evt. babyspinat

PS. Retten er anbefalelsesværdig at servere omkring jul, da retten er temmelig julet (da der både er kanel, æbler og kardemomme i) og er et skønt alternativ hvis man allerede i midten af december har fået få meget gris på gaflen.

Lam i Karry

Jeg har afprøvet denne opskrift på Lam i karry fra annemad fra DR2. Den var virkelig lækker og ikke for stærk. Jeg fulgte opskriften fra DRs hjemmeside, dog brugte jeg knust kardemomme og ikke hele kardemommekapsler og jeg lavede lidt om på rodfrugterne (og jeg glemte cashewnødder – det gjorde vist ikke noget). Retten kan laves dagen før den skal serveres

Fremgangsmåde:

Steg karry i rigeligt olie, svits løg og rodfrugter. Tilsæt figner, kanel og kardemomme. Rør rundt i ca. 5 min. Brun lammekødet på en pande ved siden af. Tilsæt kødet til karryen og tilsæt kokosmælk og fond. Kog i ca. 1-2 timer. Tilsæt garam masala.

Ingredienser til 6 personer:

  • 2 spsk god karry
  • 2 store løg
  • 1-2 persillerod
  • et par gulerødder (eller pastinak eller hvad man nu har)
  • 1 stykke selleri (ca. en kvart fungerede fint)
  • 12 figner
  • 4 stængler kanel
  • 5-6 tsk stødt kardemomme
  • 1 kg lammekød (fx. lammebov i tern)
  • 1 ds kokosmælk
  • ca. 1/4 – ½ liter fond/bouillon. Dag 1 tilsatte jeg lidt hønsefont. Dag 2 tilsatte jeg en smule lammefond da jeg varmede retten op. Jeg havde lavet lammefond på knoglen fra lammeboven da jeg skar lammet ud på dag 1.
  • 1 spsk garam masala

Butter chicken – indisk kylling

Jeg må anbefale butter chicken til alle der enten skal holde inder-fest eller er på fedekur. Retten vækker opsigt og er en sikker succes, men det skal siges at den indeholder pænt meget smør! MMmm smør 🙂

Fremgangsmåde:

Bland krydderier med yoghurt og tomat puré. Tilsæt hvidløg og ingefær og til sidst kyllingen. Lad trække i ca. 15 min. Smelt smør og steg løg til de er bløde. Tilsæt kylling + marinade. Tilsæt vand og laurbær, kog i 30 minutter. Tilsæt fløde og smag til.

Ingredienser til ca. 4 personer:

  • 2 spsk garam masala
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk stødt peber
  • 4 drys peperoncino (kan varieres of course)
  • 1½ dl yoghurt (Kløver sødmælksyoghurt er favoritten her)
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 1/4 tsk salt
  • Hakket ingefær (ca. en tommeltots størrelse)
  • 6 fed hvidløg
  • 1½ tsk kardemomme
  • 100 gr usaltet smør
  • 2 mellemstore løg (hakkes)
  • 2 laurbærblade
  • 1½ dl. vand
  • 1½ dl. piskefløde

Norditaliensk kylling med rødvin og ærter

…Eller Andreas mors kylling med ærter og hvidløg i rødvinssauce.

Kusine Irene har givet mig denne opskrift, som hendes italienske svigermor har lært hende at lave. Retten stammer fra Norditalien og spises i dybe skåle med brød til. Den er hurtig og nem at lave, og den smager helt fantastisk.

Kylling (hele stykker eller filet) brunes gyldne i olivenolie. De tages op og hvidløg og løg sauteres. Herefter kommes kyllingen tilbage og rødvinen tilsættes og koges op. Ærter, vand og salt/peber tilsættes. Lad retten simrekoge i 1½ time til kyllingen er gennemstegt og ærterne let mosede ud.

Retten er babyvenlig (på trods af rødvinen! Alkoholen bliver jo kogt væk)

Ingredienser:

  • 1 pakke kylling – hele stykker/filet
  • ½ -1 pose ærter
  • 5 fed hvidløg (hele)
  • 1 løg – hakket
  • lidt vand – ca 2 glas
  • en kvart til en halv flaske rødvin

Kylling med appelsin

Vi bliver oversvømmet med appelsiner i øjeblikket, og de hober sig op fordi de er så besværlige at spise. Derfor har jeg fiflet lidt i køkkenet i dag for at få udryddet nogle af dem. Retten jeg har lavet her er inspireret af det nordafrikanske køkken, som er fuld af frugt, krydderier og nødder. Jeg har ikke brugt cashewnødder her, men det kunne man sagtens.

Brun kyllingestykkerne i en god klat smør (eller olie) med revet appelsinskræl. Tag stykkerne op når de er blevet gyldne. Sauter løgene og hvidløgene. Kom kyllingestykkerne tilbage igen, dæk med vand og appelsin. TIlsæt æblestykker, abrikoser, bouillonterninger og krydderier. Lad simrekoge i 45 min. Smag til. Tilsæt kikærter. Mas æblestykkerne ud. Server med couscous. Næse gang jeg laver den, vil jeg også putte cashewnødder i.

Ingredienser til 4 personer:

  • 1 hel kylling (køb enten hele stykker fx overlår, eller køb en hel kylling og klip den i stykker. Vi havde købt en hel og rigtig dyr kylling, og det kunne smages)
  • 1 løg i tynde både
  • 2 eller flere fed hvidløg
  • 2 hønseboullonterninger
  • Ca. 1 liter vand (måske lidt mindre, så hæld i lidt af gangen. Skal blot knap dække stykkerne når de ligger i en sauterpande)
  • 2 tsk spidskommen
  • 2 tsk tørret koriander
  • 2 tsk gurkemeje
  • 2 tsk peperoncino/chili
  • 1 æble
  • ½ pose tørrede abrikoser (kan nok erstattes af andet frugt)
  • 1 tsk revet appelsinskal
  • Saften af 1 appelsin (jeg brugte faktisk 2, men det blev lige rigeligt sødt)
  • Salt og peber
  • 1 dåse kikærter
  • Evt. cashewnødder