Forret med jordskok og kammusling

Nu er det snart jordskok-sæson, og så kom jeg lige i tanke om denne geniale forret med jordskokcreme og kammusling. Vi fik den engang på Nørrebro Bryghus, og jeg tillod mig efterfølgende at kopiere den efter gehør. 

Kammuslinger er alle andre typer muslinger overlegen i smag og konsistens. Der er ikke noget klamt snask i muslingen eller noget der skal renses. Den er suveræn, men desværre også hundedyr. Jeg er så heldig at bo i nærheden af en tidligere ISO, så der er en fiskeafdeling der altid har friske kammuslinger. Jordskokker fås allevegne så snart sæsonen er til det.

Jordskokker koges møre og blendes med lidt fløde og salt/peber. Kammuslingerne grilles eller steges i ganske kort tid (et par minutter i alt maks). Det hele serveres på en bund af en smule rucola.

Ingredienser til 4 personer:

  • 1 pose jordskokker (udelad måske et par stykker)
  • 1/4 fløde (kan udelades)
  • 2 fed hvidløg (kan udelades)
  • 1 bakke rucola
  • 3 kammuslinger pr. person (eller så mange pengepungen tillader..)