Goma betyder sesam på japansk, og goma dare er på japansk en slags dressing eller dip, som kan akkompagnere grøntsager og kød. De fleste opskriftsider kalder det ”goma dressing” (inkl. stavefejl), og rigtigt nok kan goma bruges som dressing, men det kan også bruges som en dip. Goma kombinerer sødt, salt og syrligt og fedmen fra sesam giver den en perfekt afbalanceret smag. Goma er plantebaseret, så hvis du skal have besøg af din veganske niece og ikke aner, hvilken sauce du dog skal servere, er goma altså et ret godt bud.
De fleste opskrifter på goma stammer fra samme kilde (den allestedsnærværende Valdemarsro). Opskriften her tog også udgangspunkt i den, men jeg var ikke helt tilfreds, så den er justeret lidt. Smagen jeg sigtede efter, er smagen af goma som den fra Sticks’n’Sushi. Jeg puttede bl.a lidt ekstra sukker og lidt mere soja i.
Goma kom til Danmark med Stick’n’Sushi i nullerne, hvor den blev introduceret med deres rispapirruller med and (bl.a) og kunne købes på flaske til 60 kr. Det sælges den stadigt for, ejendommeligt nok. Så hvis man alligevel ikke har mod på at lave goma selv (selvom det virkelig er nemt), kan den bedste goma købes på Sticks’n’Sushis take away (link her).
Man kan justere opskriften alt efter, om man skal bruge goma til dip eller som dressing (dressing – mere vand. Dip – mindre vand). Umiddelbart vil jeg mene, at goma vil være en underlig dressing på en grøn salat (her skal der sennepsdressing til). Den passer sig heller ikke som dip til chips (eller hvad?). Som dip pifter den crudité (grøntsagsstænger eller gnavegrønt) op og er altså et alternativ til de typiske creme fraiche-baserede dressinger. Goma er sammenlignet med en hvid dip mere kompleks i smagen, og mindre skarp da der ikke skal frisk hvidløg eller løg i. Som sagt er den uden animalske produkter og derfor god, hvis man vil sænke sit forbrug af mælk osv. Som dressing fungerer goma godt sammen med kål og rå fisk. Det kan godt være jeg er biased, fordi den minder mig om sushispisning for 15 år siden.
Goma er ikke mindre fed end creme-fraichedressinger eller peanutdressing, da sesam indeholder masser af olie. Men de er rige på sunde fedtsyrer og en hel række vitaminer, som man har brug for. Sesam er mindre tydelig i smagen end peanuts er, og smagen bliver derfor mere kompleks og knap så defineret.
Når man blender sesamfrø, skal der blendes med enten en food processesor eller en blender. Det går ikke med minihakker eller stavblender. For at sesamfrøene bliver ordentligt blendede, skal konsistensen på massen være flydende nok til, at den kan moses godt rundt i blenderen. Hvis nødvendigt må man derfor justere løbende med vand, hvilket opskriften også snildt kan tåle (1 dl oven i kan sagtens tilføjes). Det er vigtigt at sesamfrøene bliver blendet helt, da gomadressingen ellers ikke får den korrekte fedme og konsistens.
Goma
Equipment
- Blender
Ingredients
- 2 dl sesamfrø
- 4 spsk soja
- 1 fed hvidløg overhældt med kogt vand forinden
- 2 knsp chili
- 2 tsk sukker
- 1 stk citron – saft fra
- ½ dl olie vindruekerne eller olivenolie
- 1 dl vand juster med mere hvis nødvendigt
- 1 knsp salt
Instructions
- Kog vand i elkedel og hæld det over det afskallede fed hvidløg. Lad det ligge et minut eller to. Det tager den skarpe smag af hvidløget og man undgår hvidløgsånde
- Blend de øvrige ingredienser i fem minutter. Massen skal være flydende nok til, at det kan rotere godt i blenderen, så sesamfrøene bliver helt mosede
- Juster med mere vand, hvis mere flydende konsistens ønskes (til dressing)