Opskrift på munster kartofler

Münster kartofler

Det er næsten uartigt at spise munster kartofler. En halverotisk oplevelse for osteelskere. Man skal ikke spise det hver dag, det er så absolut en festspise, munsterkartofler. Nogen gange må man gerne holde fest på en hverdag.

Munster er en komælksost der stammer fra Alsace området. Den kan spises rå til brød, eller i tærte, men den er bedst på kartofler. Hvis man laver mad til 2 og synes det er for meget at bruge en hel munster til kartoflerne, så vil jeg sige, at man skal droppe mådeholdet og bruge hele osten og eventuelt lave lidt flere kartofler. De kan spises dagen efter. Til kartoflerne skal man bare servere en grøn salat. Mere er der ikke behov for.

Ingredienser til munster kartofler (4 personer)

  • 1 hel munster ost
  • 10 store kartofler
  • Olie, salt, peber
  • Persille at drysse med (for Insta-friendliness)

Sådan laver man munster kartofler

Det mest besværlige ved denne opskrift er nok at fremskaffe osten. Den fås med sikkerhed i franske ostebutikker, som der er flere af i København i hvert fald. La Fromagerie, Letz på Østerbro og Frederiksberg har den som oftest. Man kan formentligt også få den i Irma og andre supermarkeder der har et ordentligt udvalg.

Kartoflerne skrælles og skæres i tern. Fordel dem i et fad og hæld lidt olie, salt og peber på. Bag dem i ovnen på 200 gr i ca. 15 minutter. Imens skærer du munster osten i skiver (0,5 cm ca) og dem fordeler du på kartoflerne. Derefter skal kartoflerne have 30 minutter mere i ovnen.

Prøv også disse opskrifter…

Opskrift på puy-linser med salvie og hvidløg

Opskrift på puy-linser med salvie og hvidløg

Salvie, hvidløg og smør kan hældes på hvadsomhelst og så har man en ret. Puy-linser er som bekendt kongelinsen, linsen over dem alle og sammen udgør de et hurtigt og lækkert måltid. Server det med brød og smør til.

Ingredienser til puy-linser med salvie og hvidløg (1 person)

  • 1 dl puy-linser
  • 2 laurbærblade
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk frisk salvie
  • 50 gr smør
  • 10 cherry tomater
Nem hverdagsret (vegetar): puy-linser med salvie og hvidløg

Sådan laver du puy-linser med salvie og hvidløg

Kog puy-linserne med et par laurbærblade i 15 minutter. Imens hakker du hvidløg og salvie. Smelt en god klat smør og steg hvidløg og salvie. Hvidløget må ikke tage farve (en lille smule går an). Hvis det bliver for branket og tager farve, smager det for gennemtrængende af nødder og ikke af hvidløg. Når det hele er næsten færdigt vender du cherrytomater i både deri. Dræn linserne og tilføj dem på panden. Vend det hele og smag til med salt og peber. Server med brød med smør og revet parmesan.

Find opskrift på hjemmebagt brød her

Opskrift på quiche Lorraine

opskrift på quiche lorraine

Note to self: livet er for kort til at lave hjemmelavet tærtedej. Hvis det så bare var, at det blev rigtigt godt. Men når det gælder tærtedej, har industrien vundet. Jeg gider ikke mere selv prøve at lave tærtedej: det bliver noget smulreværk og det er ikke besværet værd. 1:0 industri! Når det så er sagt, bliver det så meget mere attraktivt og nemt at lave tærte. Tærte eller quiche er den ultimative restemad når man har spist skinke eller hamburgerryg. Den kan varieres i en uendelighed, men her er er i hvert fald et bud.

Ingredienser til quiche Lorraine (4 personer)

  • 1 købe-tærtedej 🙂
  • 3 æg
  • 1 dl piskefløde
  • 1 skalotteløg
  • 3 dl hamburgerryg i tern
  • 5 skiver pancetta

Sådan laver man quiche Lorraine

Brun skalotteløgene let i smør på panden. Pisk æg og fløde. Tilføj hamburgerryg og løg. Krydr med salt og peber. Forbag tærtedejen i 5 minutter. Fordel fyldet på tærtedejen og bag yderligere 25 minutter. Fordel de 5 skiver pancetta på tærten og giv den yderligere 10 minutter. 200 gr.

Opskrift på fransk omelet

Fransk omelet med karry

Nogen gange skal det bare være simpelt. Jeg kan ligeså godt afsløre, at det er karryen, der gør denne her omelet særegen. Det lyder måske underligt med karry i omelet, men det passer godt sammen – tænk æggesalat (karry), karrysild (æg). What’s not to like. Æg og karry hører sammen.

Ingredienser til 2 personer

  • 4 æg
  • 2 spsk creme fraiche (kan byttes ud med yoghurt, men jo federe, des bedre forstås)
  • 1 tsk karry
  • 1 knivspids salt
  • 10 drej med peberkværnen
  • 1 skalotteløg

Sådan laver du fransk omelet

Pisk æggene og bland resten undtagen skalotteløg i. Find din mindste pande frem og steg halvdelen af skalotteløgene i olie. Hæld halvdelen af æggemassen på og lad den stege ved rimelig svag til middel varme i knap 10 minutter. Når den ikke er flydende på toppen mere vendes den om på den anden side. Brug en stor tallerken til hjælp. Steg i et par minutter på den anden side. Gentag med den anden halvdel. Server klappet sammen.

Hjemmelavet leverpostej

Leverpostejen behøver ikke nogen introduktion. Den er essentiel. Den skal nydes i køkkenet med benene oppe – ren Matador style. Her er mormors (Lauras) opskrift. Tror du, jeg kan tåle et stykke til?

Hjemmelavet leverpostej

Hjemmelavet leverpostej er super lækkert og ikke svært at lave
Prep Time20 mins
Cook Time1 hr
Total Time1 hr 20 mins
Course: Frokost
Cuisine: Dansk
Keyword: Old school cool

Ingredients

  • 500 gr hakket svinelever kan fås i frossen tilstand. Det er noget seriøst nasty stads

  • 200 gr svinefedt man kan bruge andefedt og/eller baconfedt hvis man har stegt dette fornyligt. Man kan også bruge almindelig olie, men det gør leverpostejen lidt “slankere” og mindre sammenhængende.

  • 2 løg store
  • 1 spsk mel
  • 3 dl mælk
  • 1 spsk smør
  • 2 æg
  • tsk salt
  • tsk peber
  • 1 tsk allehånde stødt
  • 1 tsk nelliker stødt

Instructions

  • Lav en opbagning af en klat smør og en spsk. mel. Det gør du sådan her: put smør i gryden og tilsæt mel når det er smeltet. Rør lidt rundt med piskeris til melet bliver suget op. Tilsæt mælk og pisk klumper ud. Bliv ved til det koger op. Skru lidt ned på medium varme.
    Tilføj lever, fedt og løg, salt og peber. Tilsæt allehånde og nelliker. Hvis man har en kogt gulerod eller kartoffel, kan denne rives og tilsættes. Tilsæt æg og rør rundt (nu med grydeske). Kog op og sørg for at det hele er godt blandet rundt. Hæld massen op i små, ildfaste skåle. Her er til to mellemstore. Bag i ovn på 200 gr. i 1 time.

Har du også set disse opskrifter?