Opskrift på mousaka med aubergine

Mousaka er et OK alternativ hvis man er blevet træt af lasagne (kan man det?). Det minder mig i udgangspunktet om den sommer hvor min mor høstede squash og alt vi indtog følgelig bestod af squash. (Og det minder mig igen om det klamme snask som kæmpen spiser i Den store venlige kæmpe). OK så mousaka med squash er i hvert fald ikke noget jeg kan anbefale, men hvis man er til olivenolie, er aubergine et hit.

Jeg vil ikke anbefale at lave alt fra scratch, men det er OK tidsmæssigt at lave den på en hverdag, hvis man allerede har en rest kødsovs.

Ingredienser til mousaka med aubergine til 4 personer

  • Kødsovs af ca. ½ kg oksekød, et par dåser tomater osv.
  • 1 aubergine
  • 1 kg kartofler
  • 4 mellemstore tomater
  • En kvart muskatnød
  • 1 dl rasp
  • Lidt basilikum
  • Salt

Sådan laver du mousaka med aubergine

Start med at stege auberginerne (i tynde skiver). De skal have ca. 10 minutter på hver side i rigeligt olivenolie. Imens skræller man kartoflerne og skærer dem i tynde skriver. Dup kartoflerne af. Læg et lag kartofler i et fad, læg et lag kødsovs. Dernæst lægger man aubergineskiverne og endnu et lag kartofler. Derpå et lag kødsovs igen. Riv muskatnød henover. Læg et lag med friske tomater i skiver. Drys med basilikum, lidt salt og et tyndt lag rasp. Sprinkl med lidt olivenolie. Bag i en 200 varm ovn i ca. 1 time. Giv den evt. 250 de sidste 10 minutter. Kartoflerne kan være længe om at blive møre. Kødsovsen kan med fordel være en våd af slagsen, da kartoflerne optager væden .

Stegetid: 1 time ved 200 gr.

Opskrift på svenske kødboller

Jeg har været besat af svenske kødboller siden jeg smagte dem på Prinsen i Stockholm i sommer. Jeg har forsøgt flere varianter af opskrifter, men den bedste er efter min mening denne.

Ingredienser til svenske kødboller

  • 500 gr hakket kalv/flæsk (OK det er vist mest korrekt at bruge oksekød. Men der er ingen der dør hvis du bruger kalv/flæsk. Eller noget helt 3. det er allehånden der gør det ikke bare smager af frikadeller)
  • 1 stort finthakket løg
  • en klat kartoffelmos
  • et æg
  • en spsk mel (ca) til konsistensen er god
  • salt, peber
  • 1 tsk. allehånde

Sådan laver du svenske kødboller

Rør farsen som alm. frikadellefars. Tril kødbollerne i små kugler – ca2-4 cm. i diameter. Steg dem på panden i smør – gerne rigeligt. Kødbollerne skal have en 20 min’s tid. Når de er færdige, tages de af, og væden koges op til sovs. Serveres med kartoffelmos og tyttebær. Alternativt – serveres de med spaghetti ligesom i Pernille&morfar (nostalgisk børnebog). What’s not to like!