Torskesalat

Jeg synes, at min Mors torskesalat er rigtig dejlig, fordi den indeholder salat og æbler, som gør den frisk.

Fremgangsmåde:

Skyld fisken og kog den i vand med laurbærblade, allehånde, bouliontern og en citron skåret i 4 dele. Når vandet begynder at koge, fjernes gryden fra varmen. Lad den stå i ca. 10 min under låg. Når fisken er blevet kold fjernes ben og skind og kødet deles i små bider.

Hak salat, æbler og løg i tern og bland det sammen.

Læg skiftevis fisk og salatblanding i et fad – til sidst overhældes det hele med dressingen.

Dressingen, bland creme fraiche, mayonnaise, citron saft, salt, peber, hakket dil sammen. Jeg synes dressingen bliver meget tyk og derfor flyder den ikke så godt ned igennem salaten, det kan man rode bod på ved at lægge noget dressing ind midt i retten.

Pynt retten med halveret kogte æg, rejer og kaviar (rød farver ikke så meget af på dressingen)

Retten kan med fordel stå og trække i køleskabet med film over inden den bliver serveret. 

Ingredienser:

  • 500 g. torsk
  • 1/2 iceberg salat
  • 2 æbler
  • 1 løg
  • 1/2 l. creme fraiche 18 %
  • mayonnaise
  • 1 1/2 citron
  • 1 pose rejer
  • 4 æg – kogte
  • 1 glas kaviar
  • dild
  • 2 laurbær blade
  • 5 allehånde bær
  • 1/2 bouillontern
  • salt og peber

Blinis

Blinis er russiske mini-pandekager af boghvedemel. Typisk serveres de med kaviar eller stenbiderrogn samt creme fraiche og rødløg. Jeg skal have forretten med til vores nytårsfest, og har tænkt mig at lave blinis med stenbiderrogn og røget laks. Pandekagerne vil jeg lave som almindelige pandekager, dog med boghvedemel og i en tykkere substans end ellers (og uden sukker).

Jeg har verdens nemmeste opskrift på pandekager. Den følger 1:1 princippet og kan justeres efter ønsket konsistens. Hvis man vil have almindelige pandekager, kan man øge mængden af æg og mælk, og hvis man ønsker at lave blinis skifter man bare hvedemel ud med boghvedemel og undlader sukker. Blinis skal maks være 10 cm. i diameter – men helst mindre.

Ingredinser til pandekager (15 stk ca.):

  • 1 dl mel
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk sukker (udelades hvis man laver madpandekager)
  • 1 spsk olie

Ingredienser til fyld:

  • 1 Rødløg eller skalotteløg i små små tern
  • Saften fra ½ citron ca.
  • 1/4 Creme fraiche (18%)
  • 4 skiver Røget laks i små stykker
  • 1-2 dåser god stenbiderrogn

Rogn eller laks placeres på den lille blinis, en klat creme fraiche placeres ovenpå hvorefter man topper med lidt løg.

Forret med jordskok og kammusling

Nu er det snart jordskok-sæson, og så kom jeg lige i tanke om denne geniale forret med jordskokcreme og kammusling. Vi fik den engang på Nørrebro Bryghus, og jeg tillod mig efterfølgende at kopiere den efter gehør. 

Kammuslinger er alle andre typer muslinger overlegen i smag og konsistens. Der er ikke noget klamt snask i muslingen eller noget der skal renses. Den er suveræn, men desværre også hundedyr. Jeg er så heldig at bo i nærheden af en tidligere ISO, så der er en fiskeafdeling der altid har friske kammuslinger. Jordskokker fås allevegne så snart sæsonen er til det.

Jordskokker koges møre og blendes med lidt fløde og salt/peber. Kammuslingerne grilles eller steges i ganske kort tid (et par minutter i alt maks). Det hele serveres på en bund af en smule rucola.

Ingredienser til 4 personer:

  • 1 pose jordskokker (udelad måske et par stykker)
  • 1/4 fløde (kan udelades)
  • 2 fed hvidløg (kan udelades)
  • 1 bakke rucola
  • 3 kammuslinger pr. person (eller så mange pengepungen tillader..)