Opskrift på mousaka med aubergine

Mousaka er et OK alternativ hvis man er blevet træt af lasagne (kan man det?). Det minder mig i udgangspunktet om den sommer hvor min mor høstede squash og alt vi indtog følgelig bestod af squash. (Og det minder mig igen om det klamme snask som kæmpen spiser i Den store venlige kæmpe). OK så mousaka med squash er i hvert fald ikke noget jeg kan anbefale, men hvis man er til olivenolie, er aubergine et hit.

Jeg vil ikke anbefale at lave alt fra scratch, men det er OK tidsmæssigt at lave den på en hverdag, hvis man allerede har en rest kødsovs.

Ingredienser til mousaka med aubergine til 4 personer

  • Kødsovs af ca. ½ kg oksekød, et par dåser tomater osv.
  • 1 aubergine
  • 1 kg kartofler
  • 4 mellemstore tomater
  • En kvart muskatnød
  • 1 dl rasp
  • Lidt basilikum
  • Salt

Sådan laver du mousaka med aubergine

Start med at stege auberginerne (i tynde skiver). De skal have ca. 10 minutter på hver side i rigeligt olivenolie. Imens skræller man kartoflerne og skærer dem i tynde skriver. Dup kartoflerne af. Læg et lag kartofler i et fad, læg et lag kødsovs. Dernæst lægger man aubergineskiverne og endnu et lag kartofler. Derpå et lag kødsovs igen. Riv muskatnød henover. Læg et lag med friske tomater i skiver. Drys med basilikum, lidt salt og et tyndt lag rasp. Sprinkl med lidt olivenolie. Bag i en 200 varm ovn i ca. 1 time. Giv den evt. 250 de sidste 10 minutter. Kartoflerne kan være længe om at blive møre. Kødsovsen kan med fordel være en våd af slagsen, da kartoflerne optager væden .

Stegetid: 1 time ved 200 gr.

Opskrift på stegt flæsk med rodfrugter og æbler

Denne ret er inspireret af 2 forskellige retter: Klassikeren æbleflæsk, hvor jeg har blandet kartofler og andre rodfrugter i, så retten fungerer som en hel middagsret. Og: en opskrift fra Jamie Oliver på koteletter i fad med citrus og rodfrugter. Sidstnævnte ret bliver uhæmmet tør da koteletter er ret kedelige, så jeg har forsøgt mig med at tilsætte en masse æbler og stegeflæsk i stedet for.

For en mere fedtfattig (læs: mindre fed, for retten bliver nok aldrig fedtfattig!) udgave, kan man stege flæsket på den ene side på en stegepande og lægge det over rodfrugterne for at blive stegt på den anden i ovnen. Jeg stegte det hele i ovnen og retten er altså ret snasket – og lækker! Hvis man ønsker det bliver lidt mere friskt i smagen, kan man tilsætte lidt citronsaft (fra 1 citron ca.) inden stegningen.

Ingredienser til stegt flæsk med rodfrugter og æbler til ca 4 personer

  • 10 mellemstore kartofler (flere hvis I er sultne)
  • Æbler – der skal være mange (dobbelt så mange ca) i forhold til de andre grøntsager – ca. ½-1 kg. gerne Ingrid-Marie æbler eller cox orange
  • Et par persillerødder eller pastinakker
  • 5-10 gulerødder
  • 2 store løg
  • 3 fed hvidløg
  • Lidt porre i skiver (skal i bradepanden samtidigt med flæsket)
  • Stegeflæsk ca- 3-4 skiver per person

Sådan laver du stegt flæsk med rodfrugter og æbler

Skræl og skær rodfrugter, løg og æbler i skiver eller tern og fordel dem i en bradepande og drys med salt og peber. Læg dem i en varm ovn i ca. 20 min. Fordel flæsket på rodfrugterne, drys yderligere salt på og giv retten yderligere ca. 30-40 min til flæsket er sprødt. Ovnen skal være på ca. 200 gr.