Bok Choy med rejer og nudler

Bok choy er en kinesisk kåltype, som har en mild smag og sprød konsistens. Den er ideel til lette supper, fordi den giver lidt fylde og samtidig er behagelig at knase. Selvom det er en kinesisk kål, vokser den fint i dansk klima og er ret almindelig at dyrke. Jeg synes der er noget tilfredsstillende ved at spise de grøntsager, der dyrkes i nærheden, så de ikke skal transporteres halvvejs rundt om jorden. Bok choy kan i denne ret udskiftes med alle kåltyper – spidskål, palmekål og grønkål eller tatsoi, men bok choy har den bedste konsistens til suppen og den smager bedst. Hvis man bruger andre typer kål end bok choy, skal kogetiden justeres ret meget. Palmekål og grønkål skal koge 20 minutter, spidskål kan godt lynsteges ligesom bok choy. Tatsoi er næsten som bok choy og skal bare have samme tid.

Tigerrejer er knapt så lokale, men de er geniale at have i fryseren, da de er hurtige at tø op, når man pludseligt får lyst til nudelsuppe. Til suppen her kan de udskiftes med alle typer rester af kød – kylling, oksesteg eller bare et kogt æg.

Bok choy med rejer og nudler tager ikke meget mere end 10 minutter at bikse sammen, og kan laves af ting, man kan have liggende i sit lager – rejer, østersauce og bouillon. Det giver altså lige frokosten et ekstra pift, når man er ved at gå kold over rugbrødsmadder for 3. dag på sit corona-hjemmekontor.

Man kan bruge alle former for nudler til denne suppe. Jeg er ikke nudelekspert, men jeg har en forkærlighed for de mere tykke nudler til denne type suppe, fordi de har et godt bid og giver lidt ekstra slurpyness når suppen indtages. Mundfølelse og æstetik skal ikke undervurderes. Japanske udon nudler er optimale at bruge, men de fås ikke der, hvor jeg køber ind (men de kan faktisk købes online i den kinesiske købmand). Til gengæld kan man købe bucatini-pasta. Det er det vi kaldte macaroni i gamle dage – tykke spaghettiagtige pastadimser med et lille hul igennem røret. Der er formentligt en oldgammel konflikt i mellem Kina/Japan og Italien om, hvem der opfandt nudlen/pastaen, og en italiener ville måske korse sig over at skulle bruge italiensk pasta i en kinesisk-inspireret suppe (og vice versa). Som jeg ser det, er pasta og nudler ret ens, og det der er afgørende, er konsistensen. Jeg kunne ikke finde på, at spise ramen nudler med pesto, men bucatini pasta fungerer altså rigtigt fint i en nudelsuppe med bok choy.

Suppen her er ret mild, og man kan jo skrue op eller ned for krydderierne fx ved at justere med lidt chiliolie i serveringen. Link til opskrift på chiliolie her: opskrift på chiliolie.

Bok choy med rejer og nudler

Hurtig og god suppe
Prep Time5 mins
Cook Time10 mins
Total Time15 mins
Course: Aftensmad, Frokost
Cuisine: Asiatisk-fusion
Keyword: Nudel, Suppe
Servings: 2 portioner

Ingredients

  • 1 stk bok choy
  • 20 stk tigerrejer optøede
  • 2 dl grøntsagsbouillon eller fond hvis haves
  • 2 spsk østerssauce
  • 2 fed hvidløg
  • nudler efter smag og sult fx udon nudler eller bucatini pasta

Instructions

  • Optø tigerrejer og fjern haler og skaller. De kan optø ret hurtigt – måske på en times tid. Læg dem i en si og skyl dem med koldt vand, og lad dem dryppe af over en skål
  • Steg rejerne for sig i 1 minut på hver side (2 minutter ialt) i olie på middelvarme
  • Kog nudlerne for sig i rigeligt vand
  • Skær bok choy ud i lange både, så top og bund hænger sammen
  • Steg bok choy i ca 4 minutter i olie
  • Tilføj dernæst grøntsagsbouillon og østerssauce
  • Lad det koge op
  • Skru ned og tilføj derefter hakket hvidløg og rejerne
  • Dræn nudlerne for vand og fordel dem i en dyb tallerken, og server suppen med rejer og bok choy ved

Notes

Man kan tørstege sesamfrø og drysse over til sidst for et asiatisk og smukt udtryk. Jeg synes ikke det gør noget videre for smagen, så jeg er for doven til at gøre det. 

Passer med

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.