Tikka masala opfattes som en indisk klassiker, men er muligvis opfundet af immigranter fra Bangladesh et sted i Storbritannien. Nettet er fyldt med opskrifter på Tikka masala, og der er tilsyneladende ikke nogen regler, bortset fra kylling og yoghurt. Denne her opskrift er inspireret af Meyers opskrift på Tikka masala. Nogen gange opstår opskriftudvikling af begrænsninger (jeg har ikke mere persille, what to do), andre gange lyst (jeg har lyst til at putte piskefløde i, it doesn’t hurt). Denne her version af Tikka masala kom fra en blanding – og så tilsat lidt dovenskab (for mange gulerødder i Meyers version) og kræsenhed (jeg hader koriander).
Jeg bliver ofte overvældet, når jeg læser opskrifter på indiske retter. Der skal ualmindeligt mange forskellige krydderier i, så man helt taber pusten, inden man overhovedet er gået i gang. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det hjælper lidt på overvældetheden, hvis man blander alle krydderierne i en skål på én gang. Så er det mere overskueligt.
Tikka masala kan laves på kyllingestykker med ben, og på kyllingestykker uden. De fleste opskrifter henviser til at man marinerer natten over. Det kan altså også gøres på ca 5 minutter hvis man først sent kommer i tanke om, hvad menuen står på. Den eneste forskel er, at marinaden mørner kødet, og derfor er det godt at give det god tid at trække i.
Tikka masala
Ingredients
Marinade
- 3 fed hvidløg
- 2 tsk tandoorikrydderi
- 1 tsk paprika
- ½ stk citron saften fra
- 1 dl yoghurt
Tikka masala
- 8 stk kyllingelår
- 3 stk løg
- 1 stk broccoli
- 3 fed hvidløg
- 1 stk chili grøn
- 2 dl kyllingebouillon
- 1 stk dåsetomat
- 1 stk kokosmælk
Krydderier
- ½ tsk spidskommen
- ½ tsk gurkemeje
- ½ tsk kardemomme
- ½ tsk ingefær
- ½ tsk muskatnød
- ½ tsk paprika
- ½ tsk stødt koriander
Instructions
- Bland ingredienser til marinaden, og læg kyllingestykkerne i, så længe som muligt og gerne natten over
- Skær løg, chili og hvidløg i tern og sauter dem i smør eller neutral olie
- Tag løg og hvidløg op, og sauter kyllingestykkerne til de bliver lysebrune. Dryp dem for marinade forinden, men gem marinaden til senere
- Blend løg med lidt bouillon og tilsæt til kyllingen
- Tilsæt det øvrige – krydderier, tomat og kokosmælk
- Skær broccoli i mundrette bidder og tilsæt (hvis du vil have mere bid i den, så vent til ca 10 minutter før servering)
- Lad det hele småsimre i 45 minutter