Nemme linsefrikadeller

Jeg har søgt længe efter en plantebaseret variant af den almindelige frikadelle. Problemet med plantefars er, at det er mega besværligt at lave. Alle de opskrifter, jeg har prøvet, smager udmærket og er gode alternativer til frikadellen eller hakkebøffen, men der skal snittes, rives, koges og skrælles (og bagefter tørres væk). Og det synes jeg er besværligt og tager lang tid. Det kan være en fin måde at få brugt nogle rester af f.eks kogt broccoli, eller kartofler, men hvis man skal lave det fra bunden, tager det dobbelt så lang tid, som at røre en normal frikadellefars sammen.

Derudover er et fællestræk for de fleste vegetarversioner af kødfarsen, at de er krydrede for at kompensere for, manglende umami eller smag i råvarerne. Jeg synes det er fint med krydrede retter, men for at være ærlig, bliver jeg også lidt træt af, at alle vegetariske retter skal smage af noget fra det indiske eller nordafrikanske køkken. Min mission her er at lave en opskrift på en plantebaseret frikadellefars, som er lige så nem som en almindelig fars og som ikke er krydret. Oplægget er, at der ikke skal blendes eller rives noget og at det ikke må være mere besværligt, end en klassisk frikadellefars.

Når man har eksperimenteret lidt med plantefars, står det hurtigt klart, at den overordnede udfordring er, at lave en fars, der hænger sammen, når den kommer på panden. Samtidigt må man undgå, at der er så meget mel i (for at det hænger sammen), så at det bliver nogle tykke mel-bomber. Hvis man ikke har noget imod at rive og skære ud, er rødbeder, kartofler og broccoli virkelig gode til frikadellefars. Men den oplagte basisvare til en vegetarisk frikadellefars er og bliver linser.

Linser har to fordele (udover højt protein indhold): at de fås i en rød variant, der smatter ud (det hjælper således på sammenhængen på farsen) og at de ikke skal i blød natten over. Jeg er ikke stor fan af smagen af røde linser i sig selv. Det er OK, men den er lidt fesen, synes jeg. Jeg har derfor eksperimenteret med at koge forskellige ting og sager med i de røde linser – bouillonterninger, timianstængler og miso, men der manglede stadigt et eller andet (og så hopper man hurtigt på chilivognen). Linser kommer heldigvis også i andre varianter – der er Belugalinsen (der ligner Beluga kaviar – deraf navnet måske?) og Puy-linsen. Puylinsen er lidt større end Belugalinsen, og den har en mørkegrøn farve (i modsætning til Belugalinsens næsten sorte farve). Både Belugalinsen og Puy-linsen overgår den røde linse i smag og konsistens. De beholder sprødhed efter kogning og er fortrinlige i salater og i retter vendt på panden. For at opnå sammenhængen i farsen, som den røde linse giver, samt sprødheden i de andre linser, har jeg altså valgt at kombinere de to slags linser. I nedenstående opskrift er det halvt røde linser, og halvt Belugalinser.  

Normalt når jeg laver frikadellefars vil jeg blende løg inden jeg blander kød i. Det samme gør jeg i denne fars, bortset fra, at jeg har food preppet det i forvejen i form af en refogado (brasiliansk/portugisisk basis miks, der består af blendet løg, hvidløg og olivenolie). Med refogado klar i køleskabet, går det hele endnu hurtigere og man slipper for klistrede hvidløgsskræller på fingrene og tårer i øjnene fra løg. Jeg kan altså kun anbefale at have et glas refogado ved hånden – det kan bruges til alt: fars, dressing, saucer, dip, pastasauce osv.

Man skal ikke undervurdere mundfølelse i maden, og især når det gælder vegetariske retter. Hvis det smatter for meget, er det ubehageligt, og hvis konsistensen er for bastant, er det heller ikke godt. Man kan udskifte mel med havregryn, men jeg synes stadig, at konsistensen bliver bastant og ikke sprød. Hvis man derimod udskifter mel med rasp – helst hjemmelavet i ukurante størrelser – bevarer man sprødhed i frikadellen, og raspen giver samtidigt sammenhængskraft i farsen.

Til slut er der lidt om krydderierne. Jeg laver mad til børn, og er derfor ofte ret påpasselig med krydderierne. Som sagt ville jeg også gerne lave en frikadelle, som egentligt var uden chili, paprika og spidskommen (og den slags). Valget faldt derfor på bredbladet persille, fordi det er så genialt at have i sit lager, så det har jeg næsten altid. Og ofte kommer det til at hænge lidt med hovedet (med mindre man husker at opbevare det på køl, så holder det overraskende længe!), og er derfor ret oplagt at putte i en fars, for at få det brugt og undgå at det går til spilde. (Og hvis man som mig bager meget, og derfor ofte akkumulerer underlige endeskiver og ukurante reststykker af brød, kan man med fordel blende brødstykkerne med persillen (og evt et stykke hvidløg) og have det i fryseren, klart til brug).

Passer sammen med

• 

• 

•