Jeg prøver at skære ned på kød og op for grøntsager i hverdagskøkkenet. Det er overraskende svært fordi det er så rodfæstet i vores madkultur, at en middagsret er centreret omkring noget kød. Hertil kommer så kartofler eller ris, brød eller pasta og til sidst noget grønt af en art. Kartoffelpandekager er i princippet bare en større version af hashbrowns, røsti, og fordi de er lidt større smager de lidt mere af en ret i sig selv.
Kartoffelpandekager (placki ziemniaczane) er virkelig en stor ret i Polen. Lidt ligesom frikadeller eller stegt flæsk i Danmark. Det hænger formentligt sammen med, at man i Polen har taget de katolske fastedage (dvs kødfri dage) seriøst. De kan traditionelt serveres med noget sødt til – fx. æblekompot, eller noget syrligt som creme fraiche. Mine børn tøver ikke med at tilføre dem ketchup…
Kartoffelpandekager
Equipment
- Stegepande og rivejern
Ingredients
- 4 stk bagekartofler eller tilsvarende
- 2 stk løg mellemstørrelse
- 2 stk æg
- 3 spsk hvedemel
- ½ dl olie (solsikke eller vindruekerne) nok til det dækker panden
- 3 knsp salt
- 10 drej med peberkværnen
Instructions
- Riv kartofler på den grove side af rivejernet
- Riv løg på den fine side af rivejernet
- Bland kartofler, løg og resten af ingredienserne sammen
Stegning
- Dæk panden med et tyndt lag olie og varm det op
- Fordel en klat dej på panden med en stor spiseske og flad den lidt ud med skeen. Der er plads til ca 3 klatter på en stor pande
- Steg dem til de er gyldenbrune på hver side på mellemhøj varme. De skal have 8-10 minutter på den første side, og få minutter på den anden