Tiramisu

Jeg klappede i mine små hænder første gang jeg lavede tiramisu, da jeg opdagede at det er verdens nemmeste dessert at lave. Slut med at bage underlige bunde og dernæst piske fyld osv i. Næ, man skal bare købe nogle ladyfingers og piske mascarpone + æggeblommer sammen og så er den stort set klar.

Ingredienser til 4-8 personer

  • En pakke ladyfingers (der er 2×12 stks i en pakke)
  • 500 gr. mascarpone (de fås i hhv 250 og 500 grs)
  • 8-12 æggeblommer (ønskes stiv konsistens brug 8 æggeblommer, for en mere flydende brug lidt flere). De fås i bakker med 2 blommer i hver x 6
  • 2 tsk vanilie
  • 2 tsk sukker
  • Mørk kakao til at drysse
  • 1 kop kaffe
  • cognac/likør af en art

Fremgangsmåde

Pisk mascarpone, æggeblommer, sukker og vanilie til en lind creme. Læg et lag ladyfingers i et fad/dessert glas. Hæld en spsk kaffe ca. over hver ladyfinger så den bliver fugtet over det hele. Hæld en spsk cognac/likør over pr. person jævnt fordelt over laget. Dæk dernæst med et lag creme – ca. halvdelen. Læg et nyt lag ladyfingers og gentag med kaffen. Læg det sidste lag creme. Put fadet i køleskabet i nogle timer eller natten over. Drys kakao (nemmest med en si) lige inden servering. Tiramisu kan også lavet med mariekiks, men det smager nu bedst, synes jeg, med de lidt svampede ladyfingers.

Svenske kødboller

Jeg har været besat af svenske kødboller siden jeg smagte dem på Prinsen i Stockholm i sommer. Jeg har forsøgt flere varianter af opskrifter, men den bedste er efter min mening denne.

Ingredienser:

  • 500 gr hakket kalv/flæsk
  • 1 stort finthakket løg
  • en klat kartoffelmos
  • et æg
  • en spsk mel (ca) til konsistensen er god
  • salt, peber
  • 1 tsk. allehånde

Fremgangsmåde

Rør farsen som alm. frikadellefars. Tril kødbollerne i små kugler – ca- 4 cm. i diameter. Steg dem på panden i smør – gerne rigeligt. Kødbollerne skal have en 20 min’s tid. Når de er færdige, tages de af, og væden koges op til sovs. Serveres med kartoffelmos og tyttebær.