Skorzonerodssuppe

Skorzonerødder ligner mudrede grene. Meget etnisk nordisk, meget NOMA agtigt. Da de stak frem fra vores ugentlige grøntkasse forleden, slog jeg en skoggerlatter op. Tak Aarstiderne for denne vidunderlige udfordring. Anyways, når man ikke lige ved hvad man skal gøre med noget, kan man vel koge en suppe på det. Jeg havde nogle porrer fra sidste uge, og en sjat piskefløde fra mandagens Vietnamkylling.

Da jeg havde børstet mudderet af skorzonerødderne og skrællet dem, lignede de lange, tynde hvide pinde. I rå tilstand smager de som jordskokker mikset med rå kokosnød. Meget lækkert faktisk, de kunne nok også bruges i salat. Jeg kogte dog en mild og cremet suppe på dem, toppet med bacon. Skorzonerødder blev skåret i stykker og sauteret med et løg i kvarte og porre i stykker. Bouillonen blev tilsat og det simrede til grøntsagerne var møre – ca. 20 min. Dernæst tilsatte jeg fløde, salt og peber og blendede det hele. Imens stegte bacon på en pande for sig.

Ingredienser til 2 personer:

  • 4 skozonerødder
  • 1 løg
  • 1½ porre
  • En sjat fløde (knap en halv kvart)
  • ½ l. grøntsagsbouillon
  • 2 hvidløg
  • Lidt persille til topping
  • Stegt bacon (helst hel bacon som man selv skiver og strimler)
  • Bouillon/font af en art