Jeg er traumatiseret af fattig firserne hvor min mor (kokken) endnu ikke havde hørt om lynstegte wokretter og serverede culotte når det skulle være fint. Culotten var fin nok, men dagen efter blev den den varmet op i ovn, og det smagte af sure sokker. Konsistens? Lædersål. Nu er vi lidt mere avancerede i dag, og jeg har luret at oksekødsrester kan skæres i fine strimler og bruges i asiatiske salater og wokretter. Perfekt restemad.
Ingredienser til asiatisk salat med oksekød (2 personer)
Ingredienser til salat
- ½ lille spidskål i tynde skiver
- 2 gulerødder i tynde flager
- Sojasovs til stegning
- 1 plade almindelige æg nudler
- Roastbeef i tynde skiver (flager hvis muligt). Jeg brugte ca. 7 cm. roastbeef.
Ingredienser til dressing:
- Saften af 1½ lime
- 2 spsk solsikkeolie
- 2 spsk sojasovs
- 1 tsk sukker
- 1 tsk akaciehonning
- 1 spsk æbleeddike
- 1 lille fed hvidløg, hakket fint
- 1 tommelfinger-størrelse ingefær, hakket
Sådan laver man asiatisk salat med oksekød
Vi havde en rest roastbeef, som jeg skal i meget tynde skiver. Jeg lod dem ligge i dressingen i ca. 20 min. I mens stegte jeg spidskål, gulerod og julesalat i soja på pæn høj varme i ca. 5-10 minutter. Jeg tilsatte nudler og lod det køle lidt af. Herefter kom jeg kødet i og blandede.