Opskrift på kylling med appelsin

Jeg kommer tit til at hamstre appelsiner, fordi de er så flotte. Desværre hober de sig op, fordi de er så besværlige at spise. Dem som ikke ryger i juicepresseren, kan bruges til denne ret. Retten er inspireret af det nordafrikanske køkken, som er fuld af frugt, krydderier og nødder.

Ingredienser til kylling med appelsin (4 personer)

  • 1 hel kylling
  • 1 løg i tynde både
  • 2 eller flere fed hvidløg
  • 2 hønsebouillonterninger
  • 1 liter vand (måske lidt mindre, så hæld i lidt af gangen. Skal blot knap dække stykkerne når de ligger i gryden)
  • 2 tsk spidskommen
  • 2 tsk tørret koriander
  • 2 tsk gurkemeje
  • 2 tsk tørret chili
  • 1 æble
  • ½ pose tørrede abrikoser
  • 1 tsk revet appelsinskal
  • Saften af 1 appelsin (jeg brugte faktisk 2, men det blev lige rigeligt sødt)
  • Salt og peber
  • 1 dåse kikærter
  • 1 pose cashewnødder 

Sådan laver man kylling med appelsin

Brun kyllingen hel eller kyllingestykkerne i en god klat smør med revet appelsinskræl. Tag stykkerne op når de er blevet gyldne. Sauter løgene og hvidløgene. Kom kyllingestykkerne tilbage igen, dæk med vand og appelsin. Tilsæt æblestykker, abrikoser, bouillonterninger og krydderier. Lad simrekoge i 45 min. Smag til. Tilsæt kikærter. Server med couscous.