Her er en opskrift på langtidshævede boller, som de skal bages i en gammel lorteovn som bager ujævnt. Jeg ved ikke om det er fordi de er langtidshævede eller fordi der er gulerødder i, men bollerne er sprøde udenpå og let fugtige inden i.
Ingredienser til boller med gulerod
- 1 håndfuld revet gulerod
- Hvedemel
- 1/3 pakke gær
- 4½ dl. vand
- ½ dl hørfrø
- ½ dl solsikkefrø
- 1 tsk salt
Sådan laver du boller med gulerod
Dejen skal tilberedes aftenen før. Bland gær og vand. Dernæst tilsættes en håndfuld revet gulerod, salt, hørfrø og mel indtil rette konsistens. Konsistensen skal være fugtig men ikke flydende (som risengrød fx). Dejen skal kunne strække sig på en ske, men den skal ikke kunne æltes. Stil dejen hvor du har plads med et viskestykke natten over (tip: gør viskestykket helt vådt. Så klistrer dejen mindre fast. Tænd ovnen på maks varme. Når ovnen er varm, tages dejen ud, og man fordeler dejen i skefulde på bagepladen med bagepapir på. Dejen passer til en hel bageplade, en stor skefuld bliver en stor, pæn bolle. Til sidst drysse solsikkefrø på. Eller mel, eller græskerkerner eller ingenting. Bollerne bages først i 10 min. på 225-250 gr. Dernæst skruer man ned på 200 gr. og de bager 10 minutter mere.