Kylling i karry

Dette er en opskrift på en ægte karryret uden blandingskrydderiet karry. Den stammer fra Jamie Oliver, og jeg har så tilpasset den hist og pist. Jeg har netop lavet den her til aften, og det er en rigtig god hverdagsret, hvor man kan have de fleste ingredienser klar sit stash og hvor man kun skal ud og erhverve kylling og frisk ingefær. Dog kræver det at man bevæger sig ned i en grønthandler og erhverver sig nogle specielle krydderier (som så kan bruges til mange kylling i karry-retter fremover). 

Man steger de hakkede løg i olie, bukkehornsfrø, sorte sennepsfrø og murrayablade (karryblade). Dernæst tilsætter man kylling. Man skruer ned til jævn varme. Tilsæt chili, revet ingefær og hvidløg. Tilsæt gurkemeje, tomat, vand, kokosmælk og salt. Kog i ca. 30 min. 

Forleden tilsatte jeg lidt blomkål i retten, og det fungerede rigtigt godt da blomkål er så mildt i smagen. Samtidigt er det jo en af de sundeste og tungeste grøntsager så det er jo et ekstra plus. 

Ingredienser:

  • 3 løg – hakkede
  • 2 tsk sorte sennepsfrø
  • 1 tsk bukkehornsfrø
  • 1 håndfuld murrayablade (karryblade)
  • kyllingefillet i stykker
  • chili (- ca. 3 hvis friske)
  • 2 ingefærknolde (tommeltot-størrelse)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 dåse tomat (eller 6 friske)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 glas vand
  • 2 tsk salt
  • Evt. blomkål

Japansk kartoffelsalat

(Eller polsk/fransk…) Denne her salat passer ikke helt ind i min intention om “logistisk nemme” retter (og dog). Men denne kartoffelsalat er rigtig god, lidt anderledes og så har jeg selv opfundet den. Dog, meget inspireret af den kartoffelsalat man får på Sticks’n’Sushi – derfor kalder jeg den i første omgang japansk. Kartoffelsalaten er i modsætning til den traditionelle danske kartoffelsalat moset groft. Derudover er der noget stærkt i – jeg går ud fra det er wasabi – men da jeg ikke har haft det hjemme de gange jeg har lavet den, har jeg fundet ret brugbare alternativer. Deraf det polske og det franske. 

Man skal bruge nogle kogte kartofler og et par kogte gulerødder. Man moser dem groft. Man tilsætter lidt creme fraiche eller yoghurt naturel (helst Kløvers sødmælks, den er klart favoritten her). Et lille stykke løg hakkes fint og puttes i. Det smages til med stærk sennep – fx. Diijon, eller polsk “czan” (en slags peberrodscreme) eller – wasabi hvis dette haves. Jeg synes godt det må have lidt bid. Salt tilføjes. 

I princippet er den jo næsten som en almindelig, men stærk “dansk” kartoffelsalat – rent ingrediensmæssigt. Dog synes jeg det gør et-eller-andet ved smagen, at konsistensen er anderledes og at smagen både er stærk (fra sennep/czan/wasabi) og sødlig fra gulerødderne.

PS. Jeg kommer lige i tanke om, at man vist kan putte agurk i også – ikke at de smager af noget, men de tilfører salaten en vis knasen. De skal naturligvis rives halv-fint.

Salat med tomat og appelsin

Nu vi er ved salater. Jeg kom i tanke om denne skønne salat. Man kan lave den på rødkål, grøn salat eller helt uden salat/kål. Det vigtige er sammensætningen af tomater og appelsiner – drysset med sort peber og salt, citron og olivenolie. Det smager fortrinligt sammen. Jeg tror der skal lidt flere tomater i end appelsiner – men det er jo smag og behag.

Arabisk salat

Denne her opskrift fik jeg af kokken på et palæstinensisk rehabiliteringscenter, jeg arbejdede på som volontør for mange år siden. Salaten er overraskende i sin friskhed og samtidig er den supernem. 

Man skal bruge tomater, agurk, bredbladet persille, helst frisk chili, citron og salt.

Tomater ad hoc + agurk skæres i små små tern, en håndfuld persille hakkes og tilføjes. Chili efter smag – hakkes og tilføjes. Drysses med salt og citron. Salaten må gerne være stærk på chili, citron og salt, så vær gerne rundhåndet. Er I mange, og har du købt for lidt tomat, kan du tilføje bulgur eller cous cous – det er vist med i salaten “tabuleh” som muligvis er det officielle navn på denne salat.

Vietnamesiske forårsruller

Dette her er en lidt besværlig opskrift. Eller, den kræver mange mærkelige ting som ikke fås særlig mange steder. Til gengæld er den ret let når man først har fået fat i alle tingene. 

Forårsrullerne laves af tynde rispandekager, som fås hos grønthandlere. De er færdiglavede og skal bare blødgøres i kogt, varmt vand. Derudover skal der risnudler i. Disse fås også hos almindelige grønthandlere og de skal også bare lige have lidt kogt vand over sig. Derudover skal man anskaffe sig noget Hoisin sauce og noget “plum sauce” som også fåes hos grønthandlere.  

Man blødgør en rispandekage ad gangen i varmt vand. Den fyldes med: stegt and (jeg plejer faktisk at bruge stegt kyllingefilet… Synes and bliver så sejt nogen gange. Jeg tror man kan fylde hvad som helst i dem, bare det ikke er for store bidder og “fylder” for meget for så går pandekagen i stykker). En god idé er at blande Hoisin saucen over kødet når man har færdigstegt det, så dressingen bliver jævnt fordelt. Alternativt kan man komme en klat i hver forårsrulle. Dernæst fylder man: risnudler, lidt salat af en art, lidt bønnespirer, lidt mynte og evt. lidt agurk i hver rulle. Den foldes sammen så den ene ende er lukket.  Det kan godt være svært at undgå de går i stykker, så vær forsigtig.

Hver forårsrulle dyppes i plum sauce og eller en dressing af riseddike og sød chilisovs.

Det vigtige i denne ret er blandingen af Hoisin sauce, mynte og fornemmelsen af de sprøde med fade risnudler. Man kan variere resten af indholdet efter smag og behag efter min mening.