Vikingegryde

Internettet er fuldt af opskrifter på mørbradgryde i forskellige afskygninger, og jeg havde svoret at MADindex ikke skulle være endnu en af dem – fordi lissom her skulle kun være cool opskrifter, sunde ting, lidt vegansk og fransk og den slags. Hvis der er noget mørbradgryde ikke er, så er det ved Gud cool. Men hold nu op, det smager godt. Og indrømmet, det bliver serveret her i huset relativt ofte.

Vikingegryde eller mørbradgryde bliver lavet med grisens mørbrad. Mørbraden er som bekendt det fineste stykke kød på dyret og man kan næsten ikke gå galt i byen med det. De eneste to fejl man kan lave med svinemørbrad er, hvis man ikke afpudser den tilstrækkeligt, inden man putter den i gryden. Dvs. at man ikke fjerner hinder, sener og fedt. Så sidder man der og tygger i klamt snask, når man skal spise, og det er ulækkert. Den anden fejl er, hvis ikke man tilbereder kødet længe nok. Rosastegt svinekød er no-go pga. salmonellarisiko, så det vil vi heller ikke have.

Det klart, at svinet altid har indgået i danskernes madlavning, så man har nok også kendt til mørbraden relativt længe. Paprika og karry kom hertil i 1800 tallet og optræder i et par opskrifter fra dengang, men ikke sammen og ikke i forbindelse med en decideret mørbradgryde. I Ingeborg Suhrs kogebog “MAD” fra 1928 koges svinemørbraden og man bruger dernæst kogelagen til en opbagt sovs. Hele herligheden serveres med ris til og ikke andet. Frøken Jensen fra 1901 beskriver Ostindisk karry med svinekød (ikke mørbrad) men grundidéen er lidt derhen ad. Vikingegryden som bliver præsenteret her, er en opskrift, som min ekssvigermor klippede ud af Familiejournalen, indsendt af en random familiemor et sted. Således bliver den nu overleveret til videre brug.

Vikingegryde

Det er uvist hvor navnet stammer fra
Prep Time15 minutes
Cook Time25 minutes
Total Time40 minutes
Course: Hovedret
Cuisine: Dansk
Keyword: Old school cool
Servings: 4 personer

Equipment

  • Dyb pande

Ingredients

  • 1 stk svinemørbrad
  • 2 stk løg mellemstørrelse
  • 2 dl bladselleri hakkede
  • 2 dl vand
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 spsk karry den karry jeg bruger, er virkelig stærk. Så hvis du bruger en mild karry, kan du snildt fordoble mængden her
  • 2 spsk paprika mild
  • 1 spsk smør og olie til stegning
  • 1 pakke cocktailpølser

Instructions

  • Start med at pudse svinemørbraden af. Altså, skær hinder af (de gennemsigtige lange dimser der er på den). Skær fedt af, hvor man kan komme til. Fjern sener (de seje, hvide hinde-lignende ting). Hvis det er svært at komme til (de kan gemme sig ret godt på en mørbrad), så drop det og skær mørbraden ud i skiver på dette punkt, og så fjern hinder og sener bagefter
  • Skær mørbraden ud i 2-3 cm tykke skiver. Finpuds evt for fedt, sener
  • Giv hver skive et gok så de bliver fladet lidt ud
  • Vend hver skive i mel og strø salt (rigeligt) og peber på
  • Hak løg og selleri fint
  • Varm smør og olie på panden og tilføj bøfferne når smørret er bruset af
  • Brun bøfferne på relativ høj varme og tag dem af
  • Sauter løg og selleri til de er klare
  • Tilføj paprika og karry og rør godt rundt
  • Tilføj vand. Hvis dine medspisende er angste for løgstykker i sovsen, er det nu du kan overveje at blende den (men børnene skal vel lære at spise løg før eller siden, så genovervej det lige)
  • Læg bøfferne tilbage og lad det hele simre i 20-30 minutter. I mens kan du koge risene til
  • Smag til med salt og peber og spæd evt til med piskefløde hvis den skal være virkelig uartig. 5-10 minutter før servering skal du tilføje cocktailpølserne.

Notes

Serveres med ris og kogte ærter for den ultimative oplevelse af ægte Vikingegryde

Prøv også disse old school retter

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.