Opskrift på cannelés bordelais

Opskrift på canelé

Aldrig før har jeg været besat af en madvare, en lille åndsvag kage som efter jeg smagte cannelés bordelais første gang. Det er 4 måneder siden, og jeg har undersøgt opskrifter og mere vigtigt – det altoverskyggende problem – hvordan man kunne anskaffe sig de nødvendige forme lige siden. Hvilken slags skulle det være – SKAL det død og pine være kobber, og sender de franske mærker til DK osv. Logistikken venter jeg med til længere nede (til dem der gider læse med så langt). Det korte af det lange er, at jeg har investeret i 14 kobberforme og fået gode råd af en ægte canelé bager fra Canelé Dejean. (Tak !). Og endelig fået bagt cannelés bordelais! Så her følger opskrift og optegnelser.

Ingredienser til canelé

  • 50 cl sødmælk
  • 2 hele æg
  • 2 æggeblommer
  • 1 stang vanilje
  • 2 spsk rom
  • 100 gr mel
  • 250 gr sukker
  • 50 gr smør
  • lidt smør til formene
Opskrift på canelé de Bordeaux – fransk kage med vanilje og rom

Sådan laver du canelé

Kog mælk sammen med den flækkede vaniliestang og smørret. Si mel og sukker i mens og bland det sammen med de hele æg og æggeblommer. Når mælken har kogt, tag den af blusset og bland melblandingen i og rør rundt til konsistensen er som pandekagedej. Tilsæt til sidst rom og lad dejen hvile på køl en times tid. Varm ovnen op på max temperatur ca. 250 gr, og smør formene med lidt smør – ikke for meget. hæld dejen op i formene indtil ca. 1 cm fra kanten. De kan godt hæve sig lidt i formen. Lad dem bage på max temperatur i 12 minutter. Skru derefter ned på 180 gr og giv dem derefter 45 minutter. Det hele kommer lidt an på ovnen – første batch fik 1 time på 180 gr, men jeg synes det var lige i overkanten. Næste batch fik 45 og det var bedre.

Et par ord om canelé forme

Der findes tre forskellige størrelser canelé (lille, medium og stor – eller petit, moyen og grand) og tre forskellige typer former – kobber, silikone og stål. Jeg har købt medium forme, for selvom jeg synes de helt små er meget delikate små hapsere, så får man lidt mere kage i medium og den er stadig en hapser man kan spise i en eller to bidder. De store er efter min mening for store.

Jeg har ikke prøvet hverken stål eller silikone, men internettet siger, at konsistensen på ydersiden af kagen ikke bliver som en ægte canelé skal – helt sprød og karameliseret. Det er kun kobber der kan transportere varmen korrekt rundt og give kagen den jævne, karameliserede og sprøde overflade. Jeg investerede i et par kobberforme fra Skjalm P. Det var før jeg havde researchet hvad de koster og hvilke tilbud der er, og det var i øvrigt lige op til jul så pengene sad løst på mig. Jeg VILLE hjem med caneléforme og jeg købte to (TO!!) stk for de kostede 219 kr stykket.. Putain. Jeg var alligevel ikke klar til at lægge 2000 kr for et nogenlunde sæt, så jeg tænkte vi kunne starte på to. Men hvad skal man med to alene, det går jo ikke. De sidste 12 har jeg købt direkte af min franske kontakt – og tak for det. Da vi sammenlignede formene, viste det sig, at selv indenfor meget dyre kobberforme er der kvalitetsforskelle. De nye jeg har købt, har kobber på toppen og indersiden (se billedet) er anderledes end de forme jeg købte i Skjalm P som IKKE har kobber på toppen. De er også lidt tungere. Så hvis du er ude på jagt efter kobberforme, så gå efter de franske kobberforme som er kobber hele vejen igennem og hvor du kan se kobberfarven på toppen. I min første test gav begge typer forme nogenlunde ens resultat, så jeg ved ikke om det gør noget. Men det var som sagt første batch og med den investering jeg har lavet, skal der spises mange canelés.

Opskrift på blomkålsalat

Opskrift på blomkålsalat

I modsætning til kogt blomkål (som er væmmeligt), smager rå blomkål af nødder og nordisk retro. Dette er en opskrift på en en nem og frisk salat.

Ingredienser til blomkålsalat (4 personer)

  • ½ stort blomkålshoved (eller 1 lille)
  • 2 håndfulde mandler
  • 1 spsk mayonnaise
  • 2 spsk estragoneddike
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 bundt dild
  • ½ bundt purløg
  • salt, peber

Sådan laver du blomkålssalat

Skær blomkål, æble og mandler i små, bitte stykker. Bland derefter dressingen: mayonnaise røres ud i eddike. Tilsæt olivenolie, hakket dild og purløg. Krydr med salt og peber. Bland det hele sammen.

Opskrift på butter beans i tomat

Butter beans i tomat

Dette er ikke scoremad, men god gedign bondemad som den er blevet serveret i Syditalien gennem generationer.

Ingredienser til butter beans i tomat (4 personer)

  • 1 løg
  • 1 skalotteløg
  • 1 dl bacon
  • Olivenolie
  • 5 dl tomatsovs eller 2 dåser tomater og 1 dåsde tomatpuré
  • 5 fed hvidløg
  • 5 dl kogte butter beans

Sådan laver du butter beans i tomat

Butterbeans lægges i blød aftenen inden og koges i ca 1 time. Jeg plejer at håndtere en stor portion ad gangen – i blødsætning og kogning – og derefter gemmer jeg dem i portioner i fryseren. Så er de til at tage frem uden bøvl. Når den del er klaret, så steges bacon først og tages fra. Herefter løg, skalotteløg. Butter beans, tomat og bacon tilføjes og koges sammen i en ½ times tid. Smages til med salt og peber. Man kan tilføje lidt tørrede chiliflager for lidt bid. Serveres med frisk basilikum og parmesan.

Opskrift på fransk omelet

Fransk omelet med karry

Nogen gange skal det bare være simpelt. Jeg kan ligeså godt afsløre, at det er karryen, der gør denne her omelet særegen. Det lyder måske underligt med karry i omelet, men det passer godt sammen – tænk æggesalat (karry), karrysild (æg). What’s not to like. Æg og karry hører sammen.

Ingredienser til 2 personer

  • 4 æg
  • 2 spsk creme fraiche (kan byttes ud med yoghurt, men jo federe, des bedre forstås)
  • 1 tsk karry
  • 1 knivspids salt
  • 10 drej med peberkværnen
  • 1 skalotteløg

Sådan laver du fransk omelet

Pisk æggene og bland resten undtagen skalotteløg i. Find din mindste pande frem og steg halvdelen af skalotteløgene i olie. Hæld halvdelen af æggemassen på og lad den stege ved rimelig svag til middel varme i knap 10 minutter. Når den ikke er flydende på toppen mere vendes den om på den anden side. Brug en stor tallerken til hjælp. Steg i et par minutter på den anden side. Gentag med den anden halvdel. Server klappet sammen.

Opskrift på chokolademuffins

Chokolademuffins

Denne opskrift passer til 2 pakker muffinforme (48 stk). Til børnefødselsdagen eller hvis man kom til at love kage på arbejde. Den blev godkendt af 12 piger fra 1.a.

Ingredienser til opskrift på chokolademuffins

  • 1 kg hvedemel (ca 12,5 dl)
  • 6 tsk bagepulver
  • 3 tsk natron
  • 16 spsk kakao
  • 1 tsk salt
  • 400 gr sukker (3,75 dl)
  • 300 gr chokoladeknapper (2 poser)
  • 4 æg
  • 4 tsk vaniljeekstrakt
  • 1 l sødmælk (eller mælk)
  • 1 pakke smør

Sådan laver du chokolademuffins

Det her er simpelthen så nemt. Bland det tørre (si det i en skål). Pisk det våde. Bland det hele i en skål. Fordel i muffinforme (fyld maks halvt op, de hæver). De skal bages i en muffinplade. Ellers flyder de ud…

Bagetid: 22 min. 170 gr.